BIOGRAFI

Jeg er født den 3. Maj 1991 i Skive som Maiken Plougmann Rais, og opvokset på Mors i Nordvestjylland, Danmark.

 

Jeg begyndte at interessere mig for skuespil, da jeg var 6 år gammel, og som 9 årig besluttede jeg, at det var skuespiller jeg ville være. Mest har det været skoleteater, og først i 2012 startede jeg med at lave film og tv.

 

Jeg startede ud med statistarbejde, hvilket også er det jeg har lavet mest af, men det er dog også blevet til enkelte biroller ind i mellem, bl.a. som Patienten Maibritt i Morten BH’s spillefilmsdebut ”Kolbøttefabrikken” fra 2014, med Paprika Steen, Mia Lyhne, Ole Boisen og Mick Øgendahl m.fl. på rollelisten. Jeg er ambitiøs omkring mit skuespil, og ønsker derfor at komme væk fra statistarbejdet og rigtig i gang med skuespillet. Det er hårdt arbejde men det er det hele værd.

 

Udover film og tv har jeg også lavet teater. Jeg har bl.a. været med i 2 C:NTACT forestillinger ved Betty Nansen Teatret (2012 & 2013), og jeg har spillet med i Musicalteatrets forestilling ”Vi Maler Byen Rød: The Musical 2” fra 2018 m.fl.. Jeg har også tidligere siddet som medlem af Musicalteatrets bestyrelse. Til daglig arbejder jeg som kundesupporter.

 

Jeg har modtaget undervisning af skuespillerne Iben Dorner, Mia Lyhne, Michael Brostrup og instruktør ved Teater Play, Christina Sørensen, som led i forberedelserne til optagelsesprøver på Skuespillerskolerne. Det er desværre ikke lykkedes mig at komme ind, men i 2018 gik jeg for første gang videre til 2. prøven. Jeg har ikke søgt ind på skuespillerskolerne i mange år, og tænker, at min vej ind i branchen skal være af en anden. Det er dog ikke udelukket, at jeg kunne finde på at søge ind igen. Jeg vil derfor kæmpe videre for at opnå min største drøm og ambition om at blive skuespiller.

 

I sommeren 2016, mens jeg boede i USA, deltog jeg i et 10-ugers introduktions skuespiller kursus på The Stella Adler Studio of Acting på Manhattan i New York City. Her blev jeg undervist af blandt andre Jon Korkes (Scene Study) og Deborah Kym (Acting Technique). Sidstnævnte er udover sit virke som (tidligere) underviser også Talent Manager i USA.