Anbefales på trods af delvis skuffelse!





Anmeldelse af teaterforestillingen "MISERY" 22-09-2018





Af Maiken P. Rais





Jeg sidder på min plads i salen, lyset går ned og der bliver stille. Pludselig lyder der et tryk som på en skrivemaskine, og et bogstav kommer til syne på den sorte bagvæg – ’M’ – og det forsvinder igen. En dunkel underlæggende spændingsmusik rumler ud af højtalerne. Lyden af noget metal der bliver trukket hen over gulvet. Endnu et bogstav – ’I’. Den ulmende spændingsmusik og metallet over gulvet tager til – ’S’. I skæret fra et dæmpet rødt lys aner man en kvindeskikkelse bevæge sig rundt på scenen, mens hun slæber den tunge forhammer efter sig. Musikken bliver højere og resten af bogstaverne bliver skrevet et efter et – ’E’ – ’R’ – ’Y’…





Stemningen er sat fra det sekund du træder ind i salen – for selvom publikum endnu ikke er på plads og forestillingen egentlig ikke er gået i gang, er det alligevel som at træde lige ind i det, for Mads M. Nielsen i rollen som Paul Sheldon ligger allerede i sengen midt på scenen. Jeg finder min plads på 9. række lige i midten og er SÅ klar. Jeg har glædet mig i en evighed til denne forestillingen, lige siden der først blev reklameret med, at den skulle sættes op. Forventningerne er høje og spændingen stor. På det tidspunkt kendte jeg faktisk slet ikke historien, og valgte derfor at se filmen, før jeg skulle se forestillingen. Var det en god eller dårlig idé? Det vender jeg tilbage til senere.


I 1990 fik filmatiseringen af Stephen Kings roman ”Misery” fra ’87 premiere. Den berømte romanforfatter Paul Sheldon, der netop har udgivet den sidste bog i serien om Misery Chastain vil nu fokusere på mere seriøse historier. Han er traditionen tro taget op til sin hytte på ferieresortet i Silver Creek, Colorado for at færdiggøre den nye bog. Da bogen er skrevet, tjekker han ud for at køre tilbage til sit hjem i New York City, men bliver fanget i en voldsom snestorm og forulykker. Han bliver reddet ud af bilen af sygeplejersken Annie Wilkes, der tager ham med sig hjem og passer og plejer ham. Hun er hans største fan, har læst alle bøgerne om Misery og ved alt om Paul, og af taknemmelighed over at have reddet hans liv, lader han Annie læse sin nyeste roman. Men efter adskillige udbrud fra Annies side, går det hurtigt op for Paul, at hun nok ikke vil ham det så godt, som hun umiddelbart giver udtryk for.


Historien om Annie og Paul fortælles nu også fra scenekanten under kyndig instruktion af Sargun Oshana. Det sker på Teater Republiques nye scene Revolver på Østerbro i København, når Lise Baastrup og Mads M. Nielsen puster nyt liv i de gamle karakterer. Det gør de i omgivelser skabt af scenograf Benjamin La Cour, som formår at skabe et vaske ægte gyserrum. Det falmede grønne og brune blomstertapet der udgør Annie Wilkes hjem hænger i laser, og det beskidte gulv der afgrænser det værelse som Paul Sheldon holdes i, er belagt med klinker der mere giver associationer til et gammelt slagterrum eller torturkammer end et værelse i et hus på landet.





Forestillingen starter stille og roligt ud med charme og humor, og publikum sidder og klukker lidt rundt i salen. Jeg tager mig selv i at tænke: ”Jamen, ved i ikke hvad der skal ske?”. Jeg hører endda nogle kærligt hviske ”nåh” mens de griner med Lise Baastrups, til at starte med, charmerende og lidt kiksede Annie Wilkes. Ærlig talt får det mig i et split sekund til at tænke på ’Hjørdis’, og jeg må ryste den tanke af mig, og huske på hvilken karakter jeg har foran mig og hvordan den vil udvikle sig. Publikum hygger sig og more sig lidt over Paul Sheldons forvirring og lettere mistro til den umiddelbart kærlige fan der tager sig af ham. De kærlige, hyggelige smågrin bliver dog snart erstattet af en mere nervøs latter fra publikum, da Annie krakelerer for første gang.


I starten sidder jeg og tænker, at det går lidt langsomt, men at det jo så følger filmen meget godt. Jo flere små udbrud Annie får, jo mere anspændt og stille bliver der i salen. Nu griner folk mere fordi de føler sig usikre og kan mærke det mørke og ondskab der ligger og ulmer. Her spiller lys- og lydsiden gevaldigt ind. Det er dog svært for mig altid at huske præcis, hvilken slags lys og musik der bruges, fordi det er med til at skabe en følelse og stemning som man bare mærker og tager ind, og lader det farve oplevelsen endnu mere, præcis som lys- og lydsiden skal gøre det.


Pausen kommer og jeg må, som den skuespilleraspirant og det teatermenneske jeg nu engang er, lige helt hen til scenen og kigger lidt nærmere på den imponerende scenografi. For scenen er skabt som en stor kasse med en fordybning der hvor Paul Sheldons værelse er, og ovenover en hul firkantet boks, som jo selvfølgelig bl.a. bliver brugt til at skjule de mange lamper helt oppe under loftet. I pausen ude i foyeren må jeg indrømme overfor min veninde, at jeg nok har sat mine forventninger lidt for højt, for jeg er ærlig talt lidt skuffet. Dog ved jeg ikke helt hvad, jeg havde regnet med, måske noget mere vildt og voldsomt, men husker mig selv på, at der trods alt er endnu et akt, og meget af historien der stadig mangler at blive fortalt. Så jeg skubber den lille skuffelse til side og går ind til andet akt med samme glæde og spænding, som jeg gjorde til første akt. Og man må sige at spændingen i den grad tager til. Nu kommer der gang i den.





Annie er blevet bekendt med at Misery er død og det er ved at kvæle hende, hvilket hun prøver at undgå ved at forsøge at åbne sin mund så meget som muligt, voldsomt og brutalt med begge hænder hiver hun over- og undermund i hver sin retning mens hun er lige ved at kaste op. Dette sted i forestillingen var det der fik min mave til at slå kolbøtter, det der gav mig mest gåsehud, mere ulækkert, mere sygt, mere skræmmende end den legendariske scene, hvor hun smadre hans ankler med en forhammer, som tilsyneladende var et af de steder alle mine medpublikummere hoppede mest i sædet og gispede højt.





Andet akt går hurtigere. Flere nuancerede kurver fra den ene yderkant til den anden. Jeg sidder selv flere gange helt fremme på sædet og følger med. Samspillet mellem Mads M. Nielsen og Lise Baastrup er intenst og med mange forskellige lag. De formår, hver for sig og sammen, at gøre disse karakterer flerdimensionelle, så du aldrig kan vide dig sikker på deres næste træk, og så du 100% kan mærke, at selvom Paul er charmerende og komplimenterende over for Annie, og hun bliver smigret, er det alligevel med en vis bagtanke fra hans side og en mistro fra hendes.


Jeg bliver nødt til også lige at nævne Henrik Birchs rolle i denne forestilling. Han spiller lovens lange arm, sheriffen Buster, der leder efter Paul og som af flere omgange kommer og besøger Annie. Hans rolle er meget lille, men alligevel ikke uden betydning. For han er med til at ligge et pres på Annie, som driver hende hen til nogle af de beslutninger hun træffer. Han har også æren af at udføre et stykke lysarbejde der i den grad imponerede mig, for det virkede. En helt mørk scene kun oplyst af en lommelygte med gult lys, som af og til bliver sigtet på publikum, så vi misser med øjnene og rykker os fra side til side, fordi vi tror, vi kan ’se bag lyset’, samtidig med at der indimellem bliver kastet lidt lys på scenen. Det var spændende og gjorde det i den grad levende på en helt anden måde. Specielt når du pludselig fornemmer noget bevæge sig i mørket bag ham men ikke er sikker på hvad. Den effekt skal jeg i hvert fald huske!





Og nu vi er ved belysningen, jo, det var et godt stykke arbejde, der var med til at skabe den helt rigtige stemning langt hen ad vejen, men, nogle steder blev scenen og belysningen for mørk til at jeg faktisk kunne se, hvad der skete. Det er ærgerligt specielt når jeg kunne se, at det var med til at fremhæve en vigtig effekt, men jeg bare ikke fik effekten af det. Samtidig havde jeg også indimellem svært ved rigtigt at se deres ansigtsudtryk, hvilket i høj grad er vigtig i denne forestilling, specielt fra Lise Baastrup fordi meget af hendes psykologiske spil sker i øjnene og mimikken, som jeg ved, hun mestre. Jeg ved ikke om det skyldes at jeg sad på 9. række, trænger til nye briller eller om det ganske enkelt bare var for mørkt?


Afslutningsvis må jeg vende tilbage til, hvorfor jeg alligevel anbefaler forestillingen, selvom jeg var delvist skuffet. Det gør jeg fordi det er en virkelig god, spændende, flot og uhyggelig forestilling. Udført så godt at jeg sidder her, 2 dage efter og stadig tænker på den. Skuespillerne præsterer på højeste niveau og giver alt hvad de har. Spændingen er der som sagt fra det sekund du træder ind i salen. Du kommer frem i sædet af spænding, og du hopper og gisper fordi deres chokelementer virker! Selv jeg blev forskrækket mere end én gang, på trods af at jeg kendte historien. Hvorfor var jeg så alligevel skuffet? Her må jeg besvare mit spørgsmål om, hvorvidt det er en god eller dårlig idé at se filmen først.


Inden jeg så filmen, havde jeg sat forventningerne meget højt. Jeg glædede mig til at se Lise Baastrup i sådan en rolle, og havde store forventninger til hende. Så valgte jeg at se filmen og det var i virkeligheden den, der skuffede mig. Jeg havde forventet at filmen var langt mere skræmmende og uhyggelig end den var. Så allerede herefter skulle jeg have sat min forventninger ned. For jeg forventede en forestilling der svarede til de tanker og forventninger jeg havde om filmen, inden jeg så den. ’MISERY’ på Republique er en teaterversion af filmen, så selvfølgelig følger den tiden, tempoet og opbygningen i den. Og så var jeg nok i virkeligheden skuffet over mig selv, at jeg ikke havde tænkt længere, og stoppet mig selv fra at se filmen. For jeg sad jo i salen og kendte allerede historien, som stod klart i min erindring, da jeg kun, en uge før jeg så forestillingen, havde set filmen.


Så er det en god idé at se filmen før forestillingen? Det kommer an på dine forventninger til filmen, vil jeg sige. Kunne jeg vælge om, ville jeg ikke vælge at se, eller gense, filmen inden forestillingen. For det var det der ødelagde det for mig. Ikke forestillingen i sig selv, for den er virkelig spændende.





Og lad mig så også lige slå fast, at Lise Baastrup absolut levede op til mine forventninger til hende i den rolle – faktisk så meget, at jeg mener, hendes Annie Wilkes er mere syg, skræmmende og uhyggelig end Kathy Bates’ som spillede hende i filmen.


Nu kunne jeg bare godt tænke mig at se forestillingen igen, hvor jeg sidder tættere på scenen, og så ser forestillingen som noget for sig selv, i stedet for at holde den op mod filmen. For forestillingen er sin egen, hvilket understreges meget godt af den særligt overraskende slutning...



Læs mere om forestillingen og bestil billetter HER